#Anemonesporet i Boserup Skov

Onsdag, maj 10, 2017

Det er et helt særligt syn at besøge Boserup Skov i april og starten af maj måned for på store områder spreder anemonehavet sig ud og maler skovbunden i de smukkeste farver. Og i Boserup kan man som noget helt særligt opleve hele tre anemonearter samlet på ét sted, og anemonerne skaber sammen med lærkesporer, kodrivere og vorterod et spektakulært forårssyn.

Udsolgt til guidede anemoneture
VisitRoskilde inviterede henover påsken, i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, på to guidede anemoneture i Boserup Skov. Her viste biolog Søren Grøntved vej gennem anemonehavet og fortalte om de mange forårsbebudere, som man kan se på en tur gennem skoven. "Floraen om foråret i Boserup Skov og andre østdanske skove er noget helt særligt”, fortæller pensioneret biolog Søren Grøntved, der er bestyrelsesmedlem i Nationalpark Skjoldungernes Land, som Boserup Skov er en del af. Forklaringen på den høje koncentration af anemoner i Boserup Skov ligger ifølge biologen gemt dybt under de sarte kronblade i kombination med den kontinuerlige fældning af træer.

Det er en kombination af den kalkrigholdige jordbund, som anemonerne godt kan lide, og så det faktum at Boserup er en bøgeskov, hvor skovdrift i mange år har spillet en stor rolle. Det betyder, at skovbunden lysnes op kontinuerligt, og dermed når mere lys også helt ned på skovbunden”, forklarer Søren Grøntved.

Samtidig fortalte Søren om fremtidsplanerne for Nationalpark Skjoldungernes Land, som Boserup Skov jo netop er en del af. Undervejs var der hjemmebagt brød og varm kaffe på kanden leveret af Restaurant Moehr. Begge ture blev udsolgt.

Gå en tur på ’anemonesporet’ – og del din oplevelse på Instagram
Som noget nyt kunne gæster i år gå en tur i Boserup Skov ad ’anemonesporet’ – skabt af VisitRoskilde. Anemonesporet er en ca. 4 km lang vandrerute gennem skoven, hvor man kommer forbi steder i skoven, hvor anemonehavet står særligt flot – og hvor man ikke mindst kan løbe ind i alle tre anemonearter. Anemonesporet er udarbejdet som et fysisk kort og har i april og maj måned været muligt at downloade fra visitroskilde.dk.

Sideløbende med introduktionen af anemonesporet har VisitRoskilde kørt en fotokonkurrence på Instagram, hvor alle der delte et foto under tagget #anemonesporet deltog i konkurrencen om at blive årets ’anemonefotograf’. Knap 100 billeder blev på den korte tid blevet delt under tagget.

Årets Anemonefotograf fundet

VisitRoskilde og Paperboy kan her afsløre vinderen af Instagram-konkurrencen, hvor opgaven lød på at forevige anemonesporet i Boserup Skov.

Stor tak til alle Instagram-fans, som har været i Boserup Skov på #anemonesporet og givet deres bud på et smukt forårsbillede. I alt blev hashtagget #anemonesporet brugt knap 100 gange og Paperboy og VisitRoskilde synes især om ét billede, som flot viser, hvordan #anemonesporet tager sig ud. Følg gerne med på instagram ved at følge og like @VisitRoskilde

Vinderen af konkurrencen blev Anja Barfod - se også et udpluk af de flotteste anemone billeder her

Anja Barfod har vundet en ’Orange’-gavekurv fra VisitRoskilde, der også indeholder lækkerier fra Caseus.

De smukke anemoner, der kærligt omfavner træstammen, er taget af Anja Barfod. Hun er vinder af fotokonkurrencen #anemonesporet.

Del denne side

Instagram konkurrence

Restaurant Moehr

Søren Grøntved fortæller

Boserup Skov - Et flor af dansk fauna & Flora