Byvandring på egen hånd

Vores historiske byvandring – på 4 sprog!

Du kan ikke undgå at mærke historiens vingesus, når du besøger Roskilde. Men hvilke spændende historier gemmer der sig mon bag de mange historiske bygninger og steder?
På vores Turistbureau kan du hente vores gratis byguide på 5 km.

Oplevelser på turen

Ruten starter på Stændertorvet, der har været byens centrum og torveplads siden middelalderen.

Herefter krydser du over pladsen til Det Gule Palæ, som oprindeligt blev bygget til kongefamilien i 1730’erne, men som i dag huser både bisperesidens, galleri og kunstmuseum. Fra Palægården træder du ud på Domkirkepladsen, hvor du kommer helt tæt på vores stolte UNESCO verdensarv, Roskilde Domkirke, med de mange kongegrave og sidekapeller.

 Herfra går turen enten videre til Maglekilde og videre herfra ned til den hyggelige gamle havne- og fiskerlandsby, Skt. Jørgensbjerg. Turen fører dig videre langs havnen til Vikingeskibsmuseet, hvor du bl.a. kan opleve de fem originale vikingeskibe, der blev fundet på bunden af Roskilde Fjord i starten af 1960’erne. Fra havneområdet går ruten op igennem Byparken til Roskilde Museum, der fortæller hele byens historie – lige fra middelalderens storhedstid til Roskilde Festival. Turen fører dig også forbi Roskilde Kloster, der både har fungeret som herresæde og jomfrukloster og som i dag huser attraktive byboliger. fter klosteret fortsætter ruten op til Algade og videre til Lützhøfts Købmandsgård, der er indrettet som en købmand fra 1920’erne. Fra Købmandsgården går turen tilbage til Stændertorvet, hvor du under torvet finder ruinen af Skt. Laurentii Kirke.

Du kan stadig se en aftegning af kirkeskibet i torvets flisebelægning, og vi anbefaler dig varmt at besøge den underjordiske ruin, hvis du vil afslutte din tur med prikken over i’et!

Hent en byguide på Turistbureauet - den koster kun 5kr


Del denne side

Gå i Lise Nørgaards fodspor på egen hånd

UGEKALENDER: Det sker!

Se hvad der sker i Roskilde i denne uge