Turisme i Nationalparken - Roskilde har et guldæg i baghaven

Mandag, maj 29, 2017

Når man taler naturturisme er skrækscenariet for mange, at naturen invaderes af horder af turister uden omtanke og respekt for den natur, de færdes i. Derfor er det vigtigt, at Roskildes kommende oplevelser inden for naturturisme udvikles bæredygtigt.

Gøres det rigtigt, vil en fremtidig investering i udvikling af naturprodukter til turister både kunne skabe øget vækst i turismeerhvervet og en øget økonomisk vækst for byen i øvrigt.

I Roskilde ser vi et stort og uforløst turismepotentiale i nationalparkens særlige botanik og dyreliv, samt ikke mindst den utrolig høje koncentration af kulturminder, som vi finder i landskabet,” fortæller vicedirektør i VisitRoskilde, Mette Holmgren.

Unikke naturoplevelser
Eksempelvis indbyder den knap 30 kilometer lange Skjoldungesti, der bugter sig gennem nationalparken, til en oplevelsesrig vandring gennem det historiske landskab, ligesom oplevelser på fjorden, hvad enten det er i waders, kajak eller ombord på eget skib, giver en helt særlig oplevelse af fjordlandskab.

Et andet eksempel er det imponerende anemonehav om foråret i Boserup Skov. Det er et helt unikt syn, som sagtens kunne være til glæde for mange flere turister i området.

Tal for VisitDenmark viser, at 34 procent af alle danske og udenlandske turister i Danmark har kulturoplevelser som et decideret rejsemotiv – og ud af den store mængde er 68 procent interesseret i at koble yderligere naturoplevelser på deres rejse. Med Roskildes store andel af kulturturister ligger det derfor lige for at koble et kulturelt besøg i Roskilde med en unik naturoplevelse,” siger Mette Holmgren, vicedirektør i VisitRoskilde

At naturturisme er et hit understreges af, at 100.000 gæster hvert år tager til Nationalpark Vadehavet for at opleve sværme af flyvende stære, og i København strømmer over 100.000 gæster hvert år til Bispebjerg Kirkegård for at se de blomstrende kirsebærtræer – også kaldet Sakura.

Ansvarlig brug af naturen – et fokus for både VisitRoskilde og nationalparken
Fra VisitRoskildes side er man også bevidste om det medansvar, turisterhvervet har, når der arbejdes med naturen som et turismeprodukt.

Vi vil ikke arbejde for eksempelvis at sende busser med krydstogtsgæster ud i vores natur. Den målgruppe og rejseform bidrager ikke til bæredygtig turisme og ej heller til en turisme som gavner vores område på tværs. Derimod arbejder vi på at fremhæve kvaliteter i naturen for eksempelvis cykelturister og lystfiskere, fordi det bidrager til en turismetilvækst, som både er sund for naturen såvel som for den samlede økonomi,” siger Mette Holmgren, vicedirektør i VisitRoskilde.

Samme tankegang finder man i den nyligt offentliggjorte nationalparkplan for Nationalpark Skjoldungernes Land. Her bydes turister velkomne og man ser fra nationalparken et stort potentiale i at udvikle naturturismen til gavn for erhvervsliv og lokalsamfund. Dette skal dog gøres på en bæredygtig vis, så der sikres gode oplevelser i naturen både for turisten men også for de lodsejere og andre interessenter, som nationalparkens grundlag hviler på.

’Fjord og Natur’ er defineret som ét af tre strategiske spor, som VisitRoskilde arbejder på at skabe vækst indenfor. De to andre spor er ’Vikinger og Verdensarv’ og ’Events’. VisitRoskilde vil med indsatsen arbejde for både at få flere turister ud i naturen, såvel som for at skabe en udvikling inden for turismeerhvervet, så der kommer flere udbydere af naturturisme-produkter.

Læs nationalparkplanen 2017-23 for Nationalpark Skjoldungernes Land her

Del denne side