Trends og tendenser

Natur og friluftsliv som oplevelseskoncept er i disse år på stærk fremmarch, og blandt udenlandske turister er naturen i Danmark en væsentlig grund til, at Danmark bliver valgt som ferieland.

Dette fordi naturen besidder herlighedsværdier i form af uberørt natur og åbne vidder, er frit tilgængelig og koster ikke noget. Men turister, som besøger naturen og ønsker at opleve den, mens de løber, cykler eller vandrer, har brug for de traditionelle ydelser i form af overnatning, mad og drikke, transport og oplevelsesrelaterede ydelser. Der er netop derfor potentialer at hente ved udvikling af outdoorturisme, da kombinationen af ydelser og de rene naturoplevelser har et stort vækstpotentiale - også i Roskilde.

1. The silent traveler: Alt er kun ét klik væk

"The silent traveler" henviser til den moderne forbruger, som søger al sin inspiration om et rejsemål online - både før og under rejsen. og tendensen med de korte men oftere rejser og den mobile adgang indfinder sig ikke kun i storby-turismen, men også i outdoor- og naturturismen. Naturen er et godt og nemt afbræk og kan blive tilgængelig, hvis turisten har mulighed for fx direkte at downloade kort over områder, man kan vandre, cykle eller slappe af i. Med en mobil i hånden bliver ferieoplevelserne delt på sociale medier, ligesom forventningerne, til at man online kan finde konkret information og fx booke et bord på en restaurant, stiger. I dag tager turister på ferie flere gange og på alle tidspunkter af året. Til gengæld rejser man i kortere perioder ad gangen.

2. Naturen som oplevelse og aktiv livsstil

Traditionelt var naturen kendetegnet som ”friluftsliv”, hvor udvalgte landskaber og naturområder tiltrak den interesserede, pga. herlighedsværdien e.g. muligheder for kajak, sejlads, lystfiskeri, vandring, fugle- og dyreobservationer, strandture mv. I dag er friluftsliv kendetegnet ved en øget kommercialisering, og friluftsliv er dermed i højere grad blevet en oplevelse og en vare, man køber og forbruger. Sportsaktiviteter og wellness er trukket med ud i naturen, og blevet til ideen om at kunne "tjekke ud" fra en travl hverdag. Ferien mikses mellem afslapning og så de mere intense og aktive aktiviteter i naturen. 

Naturen har dermed ændret sig fra at være et nichepræget marked forbeholdt sports- og fritidsentusiaster til også at interessere turister i bred forstand. Det kunne f.eks. være at prøve en ny sport såsom mountainbike eller vindsurfing i "Cold Hawaii" eller cykle på en oplevelsesrute eller sightseeing iført løbesko. Når naturen mikses med sport er  den i stigende grad rejsemotiv for mange mennesker. Hele 40% af de udenlandske kyst- og naturturister dyrker sport og motion på ferien i Danmark ifølge VisitDenmarks turistundersøgelse.

3. A string of secrets

'What is secret is usually only known by few – but the beauty about a secret is that it can be shared' (Triptale.net)

I en globaliseret og berejst verden har mange traditionelle destinationer, for længst haft deres storhedstid, efterhånden som den moderne rejsende ikke længere er tilfreds med at valfarte til de samme steder som alle andre (VisitDenmark.dk). Turister vil gerne have, hvad man ikke kan få. Derfor lyder opfordringen, at pakke indholdet ind i ordene ”secret” ”hemmelig” eller ”insider”.

”Lesser-known”-destinationer kan komme i mange variationer, fra de helt store ubesøgte destinationer og fjerne kulturer til de helt små individuelle og skræddersyede ture ud i dén del af skoven hvor en unik rundvisning finder sted.

Den unikke oplevelse skal skabe uforglemmelige minder, skubbe til personlige grænser, eller give oplevelsen af at komme tæt på de lokale. Turisten ”går på jagt” efter det der giver adrenalin og mere end nogensinde før deler turisten sine oplevelser på facebook, instagram og rejseblogs. Billedet nedenfor er et godt eksempel på hvordan et "unknown" sted i Paris, kan blive løftet op og blive tagget ikke mindre end 1200 gange på det sociale medie Instagram:

4. Digitalt "Detox"

Det er efterhånden almindelig kendt, at turister, som ønsker at koble af, tjekke ud og fuldstændig signe-off fra dagligdagen, tager på ferie i naturskønne omgivelser.

Naturen er på mange måder et sted, hvor kontrasten til den pulserende hverdag er så stor. Et øget samfundsmæssigt fokus på sundhed, bevægelse og minimering af stress er medvirkende til, at flere og flere turister søger oplevelser og destinationer, hvor man kan "tjekke ud". Hoteller, beliggende så afsides at wi-fi slet ikke er tilgængelig, lyder måske angstprovokerende i en verden, hvor alt foregår på vores smartphones. Men mange af disse overnatningssteder er med succes begyndt at bruge den komplette ro i deres markedsføring.

Traditionelt har fokus været på shelters, spejderhytter eller eget telt når man taler friluftsliv og en tur "ud i naturen", men nu er der en stigende efterspørgsel på primitive - og dog moderne - overnatningsfaciliteter: Bookbare shelters, hængekøjer under tag, trætophytter osv. hvor ferien holdes i skov, strand, ved nationalparker, søer, fjord eller "the countryside".

5. Madoplevelser og outdoor-gastronomi

Mad og drikke er en vigtig del af ferieoplevelsen i Danmark, og mange turister har blik for den gode mad. Mad er nemlig med til at formidle den danske kultur og natur på bedste vis. Tilmed har samfundstendenser omkring økologi, lokale råvarer og emballagespild også sat sine spor i turistens interesse for at komme tæt på det lokale spisekammer. Find og lav din egen mad i naturen, sejltur med en kok, cykel-/vandretur med madoplevelser som tema, kurser i madlavning med lokale råvarer og historiske planter er blot nogle af de arrangementer, der blomstrer op.

Hvordan gør du naturen til dit nye forretningsområde? 

Med behovet for løbende fornyelse af produkter og services gør forskellige forretningsmodeller sig gældende. Turister søger gode oplevelser og vil gerne se det område, som de besøger, hvad enten det er midt i byen eller ude midt i en nationalpark. I Roskilde er der rig mulighed for at virksomheder og organisationer kan bruge det stedsnære til at udvikle oplevelser som giver tilfredse gæster, som føler de holder fri. Og vi skal gøre det nemt for turisten at finde frem til oplevelser og aktiviteter i destinationen.

Er du interesseret i at udvikle din forretning i retning af ovenstående trends? Så står VisitRoskilde til rådighed i forhold til sparring og dialog omkring muligheder inden for fx tur-guidning og samarbejder på tværs. Send gerne en mail til louise @ visitroskilde.dk for at høre nærmere.