Roskilde: Topplacering i vækst på overnatninger

​​​​​​​AlleTidersBedste-oplevelser!

10/8/2019
Foto: VisitRoskilde

En ny, gratis ’AlleTidersBedste-pose’ skal sætte generationerne sammen og inspirere bedsteforældre og børnebørn til at opleve Roskildes store udbud af aktiviteter i ferierne.

Det giver nemlig masser af gode, fælles oplevelser når bedsteforældre og børnebørn bruger tid sammen uden forældrene – og det vil VisitRoskilde med det nye initiativ hjælpe til med allerede fra den nært forestående vinterferie.

Når klokken ringer ud og vinterferien snart begynder er det langt fra alle børn, der skal holde ferie med deres forældre. De mange aktive bedsteforældre er derfor en værdifuld ressource for de forældre, som må arbejde i stedet for at holde ferie med deres børn. Og når bedste sætter sig bag rattet og kører ud i ferielandet med børnebørnene på bagsædet, så er der fokus på at have tid sammen uden stress og jag.

”Mange bedsteforældre gør meget ud af at skabe kvalitetsoplevelser, når de skal være sammen med børnebørnene, og med AlleTidersBedste-pose vil vi gerne gøre det nemt og lettilgængeligt for bedsterne at planlægge feriens aktiviteter” fortæller vicedirektør i VisitRoskilde Mette Holmgren. ”AlleTidersBedste-posen samler de bedste ferieoplevelser fra Roskilde og giver samtidig masser af inspiration til at bruge byen. Og det allerbedste er, at posen ikke er den samme fra ferie til ferie – for indholdet er under konstant udvikling, så der er masser af muligheder for at vende tilbage til Roskilde til nye spændende og lærerige oplevelser” fortsætter Mette Holmgren.

AlleTidersBedste-posen lanceres fra den kommende vinterferie og vil kunne afhentes gratis på Turistbureauet op til og i uge 7 og 8. I første omgang er posen tilrettelagt til børn i alderen 5-14 år, og der er lagt vægt på steder, der kombinerer ro, underholdning og anledning til historisk perspektiv gennem snak og gensidig nysgerrighed. AlleTidersBedste-posen er med andre ord pakket med inspiration, aktiviteter, overraskelser og mulighed for fordybelse – både på børnenes præmisser og af den mere ’mormoragtige’ slags.

AlleTidersBedste-posen kan afhentes fra fredag d. 10 februar (og i ugerne 7 og 8) på Turistbureauet, Stændertorvet 1, 4000 Roskilde. OBS: Poserne bliver uddelt så længe lager haves.

For yderligere info kontakt:

Vicedirektør
Mette Holmgren
M: 31311760
E: mette@visitroskilde.dk