Lise Nørgaard

Gå med i Lise Nørgaards fodspor

10/8/2019
Photo: Mette Holmgren

Hun gør ikke meget væsen af sig, som hun sidder der på bænken foran det tidligere Hotel Prindsen.

 

Men Lise Nørgaards særlige tilknytning til Roskilde er ikke at fornægte. Derfor inviterer VisitRoskilde på to guidede ture i anledningen af Lise Nørgaards 100 års fødselsdag lørdag d. 10 juni, hvor vi besøger nogle af de steder i byen, som har haft betydning for Lise Nørgaards opvækst og senere så populære forfatterskab.

Langt de fleste kender og elsker tv-serien Matador, der har skrevet sig ind i Danmarkshistorien, og som lige nu vises i en nyrestaureret udgave på DR1. Og den folkekære tv-serie er blot et af mange ’hits’ som Lise Nørgaard står bag, og som mange påstår at bestemte steder og personer i Roskilde har været inspirationskilde til. Men det er ikke kun Roskilde, der har sat sig spor i Lise Nørgaards forfatterskab – Lise Nørgaard har også sat sine spor i byen.

Guidede fødselsdagsrundvisninger

Lørdag d. 10 juni inviterer VisitRoskilde på to guidede rundvisninger kl. 13.00 og 14.00 i Lise Nørgaards fodspor i anledningen af forfatterens 100 års fødselsdag ugen efter. Her får du fortællingen om Lise Nørgaards liv i Roskilde fra fødsel til senere konfirmation, ægteskab – og skilsmisse. Vi kommer naturligvis også ind på forfatterens karrierestart som journalistelev på Roskilde Dagblad – en stilling som på daværende tidspunkt var nærmest upassende for en kvinde, og som senere skulle kombineres med livet som småbørnsmor.

De guidede ture slutter naturligvis af med kaffe og kage på Café Florentz, der er beliggende i det tidligere Hotel Prindsen, som Lise Nørgaard har en særlig tilknytning til. Hér trådte hun nemlig sine dansesko i de smukke lokaler sammen med resten af det bedre borgerskabs børn og unge.

Book en Lise Nørgaard rundvisning til en særlig lejlighed

Har du lyst til at invitere venner, familie eller kolleger på en ’Lise Nørgaard byvandring’, så vil det også fremadrettet være muligt. Udover de to særrundvisninger i anledningen af Lise Nørgaards fødselsdag lancerer VisitRoskilde nemlig en ’Lise Nørgaard byvandring’ som en fast del af de guidede ture, der kan bookes via turistbureauet. Yderligere information om dette kan fås via visitroskilde.dk eller ved direkte kontakt til turistbureauet.

Book billet til fødselsdagsrundvisning

De guidede ture finder sted lørdag d. 10. juni kl. 13.00-14.00 og fra kl. 14.00-15.00 med start på Hestetorvet. Billetter koster 95 kr. inkl. kaffe og kage hos Café Florentz. Læs mere om turen og køb billetter på visitroskilde.dk

For yderligere information

Kontakt vicedirektør Mette Holmgren, tlf.: 31311760, e-mail: mette@visitroskilde.dk

Fakta

- Lise Nørgaard blev født d. 14. juni 1917 i hjemmet på Algade i Roskilde
- Lise Nørgaard startede sin skolegang på Frk. Lønholdts Pigeskole i 1923. Skolen holdt til i højre fløj af Det Gule Palæ. - Lise Nørgaard er døbt, konfirmeret og gift i Roskilde Domkirke
- Lise Nørgaard startede i 1935 sin karriere som journalistelev på Roskilde Dagblad. Her arbejdede hun i 14 år
- I 1949 flyttede Lise Nørgaard til København efter sin skilsmisse.