Anemoner

​​​​​​​Oplev anemonehavet i Boserup Skov

5/8/2017
Foto: Patrick Holbek

Foråret lurer lige om hjørnet, og i Boserup Skov ser vi allerede de første forårstegn. Her blomstrer anemonerne nemlig tidligere og smukkere end noget andet sted i Danmark.

Det mente forfatter og samfundsrevser Gustav Wied, og der er noget om snakken. VisitRoskilde inviterer derfor i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening på to særlige vandringer på ’anemonesporet’, hvor man ved selvsyn kan se det imponerende anemonehav – og samtidig blive klogere på den nye Nationalpark Skjoldungernes Land.

Det er et helt særligt syn at besøge Boserup Skov i disse dage for på store områder spreder anemonehavet sig ud og maler skovbunden i de smukkeste farver. I Boserup kan man nemlig opleve hele tre anemonearter samlet på ét sted. Men hvor den hvide er nem at få øje på, der kræver den gule og den blå anemone noget mere ihærdighed at finde frem til. Men de er der, og anemonerne skaber sammen med lærkesporer, kodrivere og vorterod et spektakulært forårssyn, som du absolut ikke må gå glip af!

”Naturen i Nationalpark Skjoldungernes Land er helt speciel – og det på alle årstider! Lige nu er det anemonerne der er det absolutte must-see, og til vinter er det f.eks. de op mod 30.000 troldænder, som overvintrer ved Store Kattinge Sø, man bør stille kikkerten skarpt på” fortæller vicedirektør i VisitRoskilde, Mette Holmgren.

Med guide eller gå selv

VisitRoskilde har derfor i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening taget initiativ til to guidede ture langs ’anemonesporet’ i Boserup Skov, hvor man får mulighed for på tæt hold at opleve det smukke anemonehav og lede efter den helt særlige blå anemone. Biolog Søren Grøntved vil undervejs fortælle om anemoner og en lang række øvrige forårsblomster, ligesom der vil blive rig mulighed for at plukke lidt ramsløg fra naturens spisekammer til at tage med hjem.

Undervejs vil Søren Grøntved, som også er bestyrelsesmedlem i Nationalpark Skjoldungernes Land, fortælle om den nye nationalpark og om de særlige kvaliteter ved området, som netop har resulteret i udnævnelsen.

De guidede ture finder sted d. 11 og 14 april fra kl. 14-16. Der vil undervejs være rig mulighed for at tage billeder af anemonehavet – del gerne dine billeder via tagget #anemonehav og #anemonesporet. Billetter koster 50 kr. pr. pers. og inkluderer en smurt bolle og kaffe fra Moehr halvvejs på turen. Billetter kan købes via visitroskilde.dk

Vil du opleve anemonehavet på egen hånd, så kan du downloade et kort med anemonesporet på

FAKTA:

  • I 1902 skrev Gustav Wied i sin roman ’Knagsted’, at anemonerne i Boserup Skov blomstrer tidligere og smukkere end noget andet sted i Danmark. Wied boede fra 1898-1914 i Roskilde og ligger i dag begravet på Gråbrødre Kirkegård.

  • Der findes i dag 4 forskellige anemonearter i Danmark: Hvid, gul, blå og blegblå. Den blegblå vokser kun på Bornholm og den blå findes kun i gamle løvskove.

  • Anemoner er giftige – men en yndet yndlingsspise for rådyr. I løbet af foråret kan man ofte se større bare pletter i skovbunden, hvor rådyrerne har spist anemonerne.

  • I gamle dage mente man at anemoner kunne kurere malaria.

  • Der er skrevet flere sange om anemoner herunder ’Den blå anemone’ af Kaj Munk,.

  • Anemoner kan som regel ses i Boserup fra slutningen af marts til starten af maj. Højdepunktet er midten af april.