Roskilde Domkirke besøg

Roskilde er den største turismekommune i Region Sjælland

10/2/2019
Foto: Roskilde Domkirke

VisitDenmark har netop udgivet en rapport, som sætter tal på, hvor mange penge turisterne brugte i Danmark i 2017. Tallene viser, at Roskilde er den kommune i Region Sjælland, der har den største turismeomsætning, og at den samlede turismeomsætning i kommunen er stigende fra 2016. 

Roskilde er den største turismekommune i Region Sjælland

VisitDenmark har netop udgivet en rapport, som sætter tal på, hvor mange penge turisterne brugte i Danmark i 2017. Tallene viser, at Roskilde er den kommune i Region Sjælland, der har den største turismeomsætning, og at den samlede turismeomsætning i kommunen er stigende fra 2016.

Hos VisitRoskilde er der naturligvis glæde over, at kommunen er den største turismekommune i Region Sjælland – og sammen med Odsherred, Guldborgsund og Slagelse udgør hele 45 % af den samlede turismeomsætning i regionen.

Flere turister til kommunen

Rapporten viser, at Tyskland, Norge og Sverige udgør de tre største udenlandske markeder for Region Sjælland. Netop disse nære markeder fokuserer VisitRoskilde på i sin markedsføring.

”Turisterne skaber både omsætning, vækst og lokale arbejdspladser, og vi har i samarbejde med vores turismeerhverv igangsat markedsføringsindsatser, der skal være med til at få Roskilde ’top of mind’ for flere

turister. Heriblandt kan det nævnes, at vi for første gang deltager i en kampagne med VisitDenmark, der har til formål at lokke flere tyske turister til kommunen,” forklarer turistchef Lara Klingbeil. VisitRoskilde har ligeledes i høj grad fokus på vores naboer øst for sundet. Udover at Roskildes oplevelseskort #AlleTidersBykort er distribueret til 63 turist- og rejsebureauer, færgeterminaler og hos campingforhandlere i Sydsverige, vil over 170.000 svenske Club Bropass-medlemmer i løbet af sommeren blive eksponeret for gode tilbud og inspiration fra Roskilde. VisitRoskilde har desuden dialog med journalister fra Sveriges største avis, Aftonbladet, Nyhetsbyrån TT og Svensk Leverantörstidning med henblik på mere synlighed omkring Roskilde som destination med en bred vifte af tilbud, hvad end man er til historiens vingesus, smuk natur, klassisk kultur eller storslåede events. Både rettet mod Sydsverige og Sydnorge fokuserer VisitRoskilde på markedsføring, der blandt andet skal gøre ’off-season’ ’in’ og udvide skuldersæsonen.

Turister i hovedstaden skal besøge Roskilde

Region Hovedstaden er den region i Danmark med den højeste turismeomsætning, og VisitRoskilde fokuserer på at få flere turister fra København til Roskilde. Region Hovedstaden har et stort internationalt publikum fra blandt andet USA og Sverige, som man håber på at kunne trække til Roskilde. I hele august måned bliver turisterne på Københavns Turistinformation mødt af en udstilling med nogle af de oplevelser, der venter dem i Roskilde. Hele året rundt vil Roskilde have en separat væg på Københavns Turistinformation. Region Hovedstaden har mange overnattende gæster. VisitRoskilde arbejder derfor på at etablere et samarbejde med Københavnske hotelkæder med henblik på at være synlige hér, så der kan komme flere endagsturister til byen. I Roskilde Kommune har vi mange endagsturister, men rapporten viser samtidig, at turister også vælger at overnatte i byen. Dette mener turistchef Lara Klingbeil i høj grad skyldes den store diversitet i overnatningsmuligheder, som vi kan tilbyde vores turister.

VisitFjordlandet har derudover blandt andet indgået samarbejde med Din Offentlige Transport (DOT) og Wonderful Copenhagen med henblik på at synliggøre daytrips til Roskilde og Fjordlandet. At transport til Roskilde og adgang til mange af Roskildes museer er gratis med Copenhagen Card gør desuden, at flere turister fra Region Hovedstaden vender snuden mod kommunen. Heriblandt tæller også danske turister, som VisitRoskilde og VisitFjordlandet har henvendt sig til gennem blandt andet presseture, advertorials i Politiken, artikler om byen i relevante magasiner og via sociale medier. Arbejdet med at tiltrække flere turister til Roskilde er en opgave, der skal løftes i fællesskab, og at det kræver kontinuitet og vedholdenhed.

 

”Turismens økonomiske betydning i Danmark 2017”

Rapport udgivet af VisitDenmark, 2019

Læs rapporten her:

www.visitroskilde.dk/sites/default/files/asp/visitroskilde/turismens_oekonomiske_betydning_i_danma rk_2017.pdf

  • Turisternes forbrug i Danmark var på 128 mia. kr. i 2017

  • Udenlandske turister brugte 54,8 mia. kr. svarende til 43 % af det samlede turismeforbrug i Danmark. Danskernes indenlandske turismeforbrug tegnede sig dermed for 57 %.

  • Turismeforbruget i Roskilde Kommune var i 2017 på 1.571 mio. kr. og er dermed den kommune i Region Sjælland med den største turismeomsætning.