Roskilde Kloster

Roskilde Kloster er en lille kulturhistorisk perle midt i Roskildes travle centrum. Blot 5 minutters gang fra stationen eller fra Domkirken finder man et unikt, historisk bygningskompleks med en stor parklignende have samt en hel speciel kulturhistorie.

Roskilde Kloster er det første adelige jomfrukloster i Danmark. Klostret ligger på det sted, hvor Sortebrødremunkene byggede deres kloster i 1200-tallet.

Rundvisningerne er med klosterets egne guider, som kender klosteret og dets historie ind og ud. I sommerhalvåret starter rundvisningerne med en kort tur gennem klosterets have, - hvis vejret tillader.

Man hører om klosterets spændende historie, om Sortebrødremunkene, Reformationen, oprettelsen af Det adelige Jomfrukloster og helt frem til i dag, hvor klosteret fungerer som en selvejende, almen velgørende stiftelse. Guiden fortæller sjove og spændende historier om klosterlivet, de adelige jomfruer og det nutidige Roskilde Kloster. Man ser Riddersalen med de unikke loftsmalerier, Klosterkirken med Mathisson-Hansen-orglet samt de fine stuer.

Læs mere og se tidspunkter på roskildekloster.dk.

Rundvisningen tager ca. 1 time og 15 minutter.

Skærtorsdag og Langfredag samt alle onsdage i skolesommerferien er der offentlige rundvisninger for individuelle gæster med start kl. 11 og kl. 14. Billetter til de offentlige rundvisninger købes på forhånd på klosterets hjemmeside eller VisitRoskilde.dk. Eventuelle resterende billetter sælges et kvarter før rundvisningens start ved indgang C.


Gruppebesøg (Minimum 10 personer) aftales på forhånd hos Roskilde Kloster på telefon 46 35 02 19 eller bestilles via hjemmesiden.

Der er mulighed for at leje Klosterkirken til bryllupper.
Riddersalen kan lejes til firmaarrangementer eller til private arrangementer.

Del denne side

Opdateret af:

VisitRoskilde louise@visitroskilde
 

Kontakt

Adresse

Sankt Peders Stræde 8
4000 Roskilde

Telefon

+45 46350219