Maj stenen i Roskilde

TÆND FOR HISTORIEN - KENDER DU 5. MAJ STENEN ?

Foto: Jan Johansen

I Kællingehaven ved fjorden står en sten, men det er ikke en hvilken som helst sten. Det er en sten med en lang Roskilde-historie bag sig, og den får I her!

 

Stenen er sikkert endt ved fjorden, da istidens store gletschere af is trak sig tilbage nordpå for mange 1000 år siden - sådan er det med de fleste store sten i Danmark. Med tiden fik den boret sig op igennem muldlaget og var efterhånden til gene for fodboldspillerne i idrætsklubben Vigen, der i 1930'erne brugte området som boldbanen. Til sidst fik en af spillerne, Oluf Hansen nok. Han gravede stenen op, placerede den på skrænten og skrev "Vigen" på den.

 

Så kom krigen, tyskerne indtog også Kællingehaven og fodboldspillerne forsvandt. Da befrielsen endelig oprand genrejste Oluf Hansen stenen, malede et bånd i modstandsbevægelsens farver blå, hvid og rød om toppen og skrev "Danmark befriet 5. maj 1945". Han udtalte senere i avisen, at "Det er en glædessten. Man skal ikke blot rejse monumenter for de faldne. Hvorfor ikke også for dem, der slap?"

 

I ca. 10 år vedligeholdt Oluf Hansen stenen, men så gav han op overfor hærværk og sabotage mod stenen. Farverne og teksten forsvandt, men stenen og historien om de onde år under besættelsen lever videre, så længe vi husker at fortælle den til hinanden.