BJØRN

BJØRN

Værket ’Bjørn’ er skabt af håndværker og skulptør, Johannes Ambjørnsen. Træskulpturen er bl.a. udskåret af resttræ fra Vikingeskibsmuseets skibsproduktion, som museet venligst har doneret til projektet. Hoved, krop og ben er formet i ét stykke, der er udsmykket med håndskåren pels og påsat grenkroge som arme. 

Med ’Bjørn’ har Johannes Ambjørnsen skabt et værk af overskydende træ fra skovfældninger og træarbejde, der ofte efterlader store mængder træ – og derfor er et oplagt materiale at upcycle. 
Ambjørnsen er fascineret af træ som levende materiale – og måden det forandrer sig over tid.

En del af bjørnen som værk er derfor også at følge dens forvandling i takt med, at den tørrer ind, bliver vejrbidt, får sprækker – og måske ender som bæredygtigt festmåltid for lokale flagspætter og borebiller.

Johannes Ambjørnsen:

Johannes Ambjørnsen kalder sig både håndværker og skulptør. Det er nemlig med solidt håndværk som udgangspunkt, at han skaber sine værker med motorsav og skæreværktøjer i værkstedet i Havdrup lidt uden for Roskilde. 

Han er optaget af at omforme runde, krumme og skæve træstykker til velproportioneret design med smukke linjer – og arbejder ud over skulpturerne også med at upcycle byggematerialer til borde, langborde og andre møbler.

Følelsen af at arbejde med hundrede år gamle gulvplanker i pommersk fyr eller en kraftig bjælke fra en gammel nedrevet lade er i.flg. Ambjørnsen noget ganske særligt.

De gamle byggematerialer er oftest af en helt anden kvalitet end det nye træ, man kan købe i dag – og så er træets mange år på bagen med til at give det færdige upcyclede design en helt særlig finish og patina. 

Ambjørnsen har en baggrund som produktionsskolelærer og har desuden mange års erfaring som tømrer, sømand og bådebygger.

Del denne side

RE:BIRD

Skulpturen ’RE:BIRD’ er skabt af den lokale kunstner Zenja Winther Jørgensen. Uglens skinnede fjerpragt med farvespil er lavet af udskårne, kasserede CD’er.